Bliv skribent på Qpeople

Skab dit eget site med dine egne artikler. Vi vil gerne have flere skribenter på Qpeople. Få mere information her. Send din ansøgning til Qpeople i dag.

Den grimme ælling Af Thomas Ilkjær I finere vinkredse er navnet tabu, men Italiens ”vino non grata” fortjener i mange tilfælde bedre.

En vin med et blakket ry Lambrusco! Næppe nogen anden italiensk vin er i Danmark kendt af så mange og elsket af så få. Hvem er ikke til et studentergilde, en havefest eller en familieskovtur blevet præsenteret for et glas af den perlende og sikkert let sødlige sommervin, og hvem har dagen efter haft nogen som helst erindring om en god vinoplevelser, der smagte af mere? Lambruscos ry og rygte er gennem årene effektivt blevet ødelagt af alt for mange tynde, intetsigende, svagt lyserøde og kedelige vine, der qua en såkaldt forbrugervenlig pris har sat sig solidt på markedet og fået lov at definere vintypen. Onde cirkler er som bekendt svære at bryde. Når først forventninger er låst fast, og vinen mødes med skuldertræk og et: ”nå ja, sådan er Lambrusco jo”, er der langt til en højnelse af standarden endsige en decideret omvendelse af danskernes opfattelse af Lambrusco. At det på mange måder er synd og skam og bestemt ikke en nødvendighed vil jeg vende tilbage til. Lad mig først bibringe lidt generel information om denne grimme ælling i det italienske vinlandskab. Lambrusco er fællesbetegnelse for dels en meget lang række af druevariationer og dels flere forskellige vine. De mest udbredte og kendte Lambruscovine kommer fra Emilia-Romagna regionen, men druen findes overalt i Italien og giver f.eks. en DOC Lambrusco Mantovano i Lombardiet. Forskellige Lambruscovine I Emilia-Romagna er Lambrusco kongen, i hvert fald hvad udbredelse og mængder angår. Eller rettere sagt: i Emilia er Lambrusco kongen, for det er i den nordvestlige halvdel af regionen, at de endeløse ofte flade marker med lambruscodruerne findes. Omkring byen Modena findes tre DOC-vine (hvad er DOC-vine? Læs artikel) på lambrusco med navn efter den dominerende druesort og for de to sidstnævntes vedkommende oprindelseskommunen: Lambrusco di Sorbara Lambrusco Grasparossa di Castelvetro Lambrusco Salamino di Santa Croce Disse tre vel nok mest kendte Lambruscovine bliver suppleret af to vine fra naboprovinsen Reggio Emilia hvor Lambruscovinen er en underbetegnele i den overordnede DOC: Reggiano Lambrusco (også som Lambrusco Salamino) Colli di Scandiano e di Canossa Lambrusco (både som Lambrusco Grasparossa og Montericco) Et væld af stilarter Lambruscovinene findes i en mængde forskellige udgaver, hvor de tre væsentligste parametre er  farven, sødmegraden og trykket. Farven kan variere fra den nærmest hvide vin med strejf af pink til den dybt mørkelilla vin afhængig af druesorten, og hvor længe mosten og druerne har haft kontakt under fremstillingen. Sammenlign f.eks. en billig Reggiano Lambrusco med en kvalitets Lambrusco Grasparossa di Castelvetro som farvemæssigt typisk vil være to verdener for sig. Den typiske eksport Lambrusco er halvsød, men der findes mange halv- eller heltørre udgaver, der f.eks. er det typiske for Lambrusco di Sorbara og Lambrusco Salamino di Santa Croce. Endelig kan trykket i vinen variere fra det blot let perlende til den højskummende og frizzante stil. Lambrusco er altså ikke blot én ting, men dækker over en række stilarter. Fælles for stort set alle DOC Lambruscovine i dag er, at de fremstilles på tryktank-metoden, hvor druemosten gæres og holdes under tryk i store ståltanke (de såkaldte autoclavi) og derfra aftappes på flaske. Tidligere blev Lambrusco traditionelt fremstillet med flaskegæring og såmænd også bundfald (enhver vinimportørs mareridt!), men kun en forsvindende lille del af produktionen foregår i dag på den krævende metode med dégorgement. Årgang 2000 resulterede i ca. 60 mio. flasker DOC Lambruscovin alene fra Emilia-Romagna. Hvor mange af disse der kan karakteriseres som kvalitets Lambrusco er naturligvis umuligt at sige noget præcist om. Sikkert er det dog, at vines dårlige ry i stort omfang er selvforskyldt, for der findes vitterligt mange eksemplarer af temmelig tvivlsom karakter, som et resultat af alt for højt høstudbytte og manglende ambitioner om fremstilling af et kvalitetsprodukt. Produktionen er domineret af kæmpestore kooperativer, der tilsyneladende ikke generes voldsomt af Lambruscos besmudsede navn. Smagning af "den ægte vare" I forsommeren havde man på restaurant La Vela i Vedbæk muligheden for at ved selvsmag at konstatere, at Lambrusco kan være et yderst charmerende bekendtskab og noget helt andet end de i indledningen omtale vine, som desværre udgør den gængse forestilling. Der skal naturligvis en italiener med et heftigt bankende hjerte for det  ægte ærkeitalienske til at forsøge at få danskernes øjne op for den anderledes Lambruscoverden. Det er Carlo Merolli, som præsenterede ikke mindre en seks forskellige Lambrusco’er i en smagning, der ikke mindst demonstrede vinens glimrende evner som ledsager til det italienske køkken. De seks smagte vine (foto: Anker Tiedemann) Vinene kommer alle fra det traditionsrige private firma Chiarli 1860, der er den største private Lambruscoproducent i dag. Glem alt om pink og anonym vin og forestil jer vine med masser af farve, frugt og saftighed og en syre og for fleres vedkommende afsluttende tørhed, der passer perfekt til en pastaret med tomatsovs eller salami eller svinekød eller….. Generale Cialdini, Emilia IGT 2000 Godt eksempel på Lambruscos formåen som madvin. Tør og forfriskende på samme tid og med OK fylde. Frugten er moden, men der mangler måske en anelse koncentration. Lambrusco di Sorbara DOC ’Lambrusco del Fondatore’ 2001 Et eksempel på den flaskegærede type med en smule bundfald – firmaets hyldest til grundlæggeren og traditionen. For mig den svageste af vinene, men en lidt ”skæv” næse, let oxideret og ikke helt i balance. I munden er den tør, rensende og udmærket, men savner noget friskhed og koncentration. Lambrusco di Sorbara DOC ’Centenario’ 2001 Lysrød farve. Dæmpet bærnæse med lille sødmesrejf. En tør, lys og sart hindbærfrugt dominerer i en behagelig tørstslukkende smag. Ikke fuldkoncentreret, men elegant og indsmigrende. Emilia IGT Lambrusco Scuro Nivola 2001 Scuro betyder mørk og vinen er da også mørklilla. Flot, let sødmefuld og tæt frugtnæse. I munden er den lækker saftig med en moden kirsebærfrugt i en tør og fhv. stille stil med kun en let prikken. God rensende syre. Lambrusco Modena IGT ’Vecchia Modena’ Ifølge importøren det nærmest på den typiske Lambrusco, der drikkes i Modena. Lysrød. Afdæmpet hindbærnæse. Perfekt madvin med sin friske, lette frugt og tørre, rensende syre. Lambrusco Grasparossa di Castevetro DOC ’Mutina’ 2001 Den Lambrusco som Carlo Merolli gennem årene har solgt med specialetiket som “sin egen” Lambrusco. Tæt mørklilla og dybtskummende. Frisk, tæt brombærnæse og også lidt æble. Meget saftig og lidt ribenaagtig frugt (undskyld , Carlo!). Fin koncentration og god balance mellem den friske, rensende syre og den indsmigrende frugt. Det er oplagt at megen Lambrusco vin er såkaldt sommervin, men de ovenstående vine er glimrende eksempler på, at vinen kan meget andet end blot at være tørstslukkende terassevin. Det kan anbefales at give sig i kast med, hvis ikke den ægte, så i hvert fald den gode Lambrusco og sommeren er jo også først lige begyndt! Ovenstående vine (på nær den sidstnævnte) blev kun solgt samlet med to af hver. Hvorvidt de stadig findes på lager ved jeg ikke, men ellers kan Carlo vel presses til også næste år at hjemtage eksempler på de smukke svaner, som Lambrusco også kan være. Kontakt på http://www.carlomerolli.dk/

16-07-02 14:33:57